De små katastrofer – og det forbandede første trimester: del 1

bombe mave

Det er sjovt. For da jeg vågnede i søndags, var jeg fuldkommen game og klar til at smide alt på en skærm. Det første indlæg i mands minde gik også vældigt fint og smertefrit. Og der var noget forløsende i at få sat ord sammen til noget, der i hvert fald for mig gav mening at få sagt højt. ”Hej – jeg er tilbage. Men jeg havde brug for en pause. Alt er ikke happy go lucky hér.”

Og så kom turen så til at få taget hul på alt det ballade, jeg føler, jeg har skulle slås med i det forpulede første trimester. Og så var ordene ligesom sluppet op igen. Jeg har brugt et par dage på at spekulere over, hvorfor det var så stor en skriveblokering. En ting er, at jeg ikke har haft det så vældig fedt mentalt efter de oplevelser, jeg har haft. Men det var ikke det hele. Der lå noget endnu dybere bag, som jeg ikke kunne greje helt, hvad handlede om.

Indtil det slog mig i morges på vej på arbejde. Midt i metroen blandt pruttende pensionister og skrigende skolebørn. Det er fordi, jeg ikke føler, det er slemt nok, det mit første trimester har budt mig. Grunden til, jeg ikke kan forfatte en indlæg om de kvaler, jeg FØLER, jeg har skulle døje mig igennem, er, at når jeg begynder at formulere sætningerne inden i hovedet, så lyder de klynkende og pivsede, overdrevne, svage. Endda utaknemmelige. Hvad fanden skal jeg brokke mig for? Jeg er stadig gravid, og jeg blev det i første hug. Det er mere end så mange andre, der skal trækkes igennem en ICSI, får lov til.

Så hvis I nu læser det her og de kommende indlæg og tænker: ”Var det dét, hun lavede så meget palaver over?!”, så tilgiv mig. Men for én, som allerede havde været en række udfordringer igennem i forbindelse med fertilitetsbehandlingen, og som lige netop var blevet lammet af lykke, så blev dag 5+0 et farvel til den kulrede begejstring og goddag til utrygheden. Og den var kommet for at blive.

Men for at starte fra begyndelsen – de antiklimatiske dagen derpå, der en efter en fulgte HCG fejringen. Den fredag, jeg blev ramt af lykken og den positive test på Trianglen, var en af de foreløbige højdepunkter i mit liv. Måske også derfor blev dagene derpå også en slags endorfintømmermænd. I starten troede jeg bare, jeg var udmattet oven på hele ICSI affæren. Men det var som om, det stak dybere end det. I retrospekt kan jeg jo sagtens se, at det mere end noget andet handlede om, at jeg var ramt af det her antiklimaks.

I mere end et år havde mine tanker kredset om velsignelsen ved at kunne få et æg og en sædcelle til at fusionere på indersiden af min mave. I 9 stive og sjælesønderrivende måneder havde denne drøm taget form af et mareridt – med meget begrænset udsigt til at vågne op på den anden side med en positiv test på hovedpuden. I mere end en måned havde mit liv ikke handlet om andet og mere end ICSI, kanyler, ægudtagninger og grænseoverskridende oplevelser på Trianglen. Jeg havde determineret og brutalt tilsidesat alt andet. Mit privatliv. Mine venner. Jeg havde nægtet at tage et nyt arbejde, fordi jeg ville det her projekt baby så forbandet inderligt, og jeg ville ikke forstyrres i processen. Der var intet andet i døgnets vågne timer end den behandling. Og målet.

Jeg havde forberedt mig på det værste. Måske ville det her tage måneder. År. Måske ville det aldrig ske. Jeg havde meldt mig ind i alverdens Facebookgrupper for fertilitetsforstyrrede og placeret mig mageligt i tanken om, at det her skulle blive en alenlang kamp for babybonus.

Og så tog det kun 1 forsøg. Og så var jeg gravid. Og var det dét? Ikke mere kamp? Kunne det passe? Og hvad nu? Hvor skulle jeg parkere alt den energi og hele mit fokus? Jeg er tæt på at sige, hvis ikke, jeg var Stine, der var fertilitetsudfordret, hvem fanden Stine skulle jeg så lige være? Var jeg nu kommende mor Stine? Jeg var jo for helvede kun 4 uger henne, der var rimelig langt til mål – der var ikke et marathon, der var et freakin’ ultraløb til termin. Og baby var ikke stort meget andet end et æg med en sædcelle i, der havde delt sig i nogle stykker og hægtet sig fast i livmoderen. Alt kunne ske herfra.

Og midt i al den her navlebeskuende nedtur, så havde jeg seriøst intet på hjertet. For hvad fanden skulle jeg sige? Jeg vidste, at der sad folk som Julie og læste med. Julie stod på tærsklen til sit eget fertilitetsprojekt og havde alligevel overskud til at heppe på mig, trøste og bakke op i tide og utide, selvom hun aldrig havde mødt mig, og vi vidste lige akkurat det om hinanden, som jeg skrev på bloggen, og hun skrev i kommentarfeltet.

Skulle jeg så sidde og flæbe over min graviditetsnedtur, mens Julie og andre fertilitetsudfordrede, der skulle snuble over min blog, læste med? Det var jo så fucked up utaknemmeligt, som noget kunne være.

Så jeg skammede mig i den uge. Og samtidig frygtede jeg, at det her 4 uger gamle projekt baby, som stadig var i en – efter lægernes udsagn – gammel krop med dårlige forudsætninger for succes, skulle ende i en katastrofe. Og så skulle jeg til at få DET ned på skrift og ud i virkeligheden, hvor jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at skete det, så ville jeg gå i et månedlangt flyverskjul og ikke magten konfrontationen med realiteternes verden. Eller den inde i skærmen eller udenfor tastaturet.

Og sådan gik dagene. Og midt i alle de spekulationer lukkede jeg så bare af. For bloggen. For Instagram. For alt, der havde med det her univers at gøre. Jeg lukkede mig inde, også for mine veninder, som jeg ignorerede i en grad, der kunne have medørt et kritisk indhak i min omgangskreds, havde det ikke været for et meget overbærende og forstående netværk.

I løbet af den her første uge gik jeg sideløbende med det store antiklimaks i gang med at undersøge mulighederne for tidlig scanning. Jeg havde så uendelig svært ved at affinde mig med, at jeg skulle vente hele 3 uger på at komme til første tryghedsscanning på Trianglen. Og mit kontroljeg havde brug for at se med egne øjne, at den var god nok – der var noget derinde. Jeg kunne ikke slappe af i graviditeten og tænke noget som helst positivt, inden jeg havde fået et livstegn fra livmoderen. For sæt nu, jeg gik tre uger og glædede mig som et lille barn til årets første Tivolitur, og så var der nitte? En graviditet uden for livmoderen måske. Eller en missed abortion (et begreb, som Googles ildevarslende og sortseende graviditetshits havde introduceret mig til).

Så jeg researchede lidt frem og tilbage, og så landede jeg på Jordemoderhuset, udeukkende fordi de umiddelbart tilbød den tidligste scanning overhovedet muligt. Jeg snakkede længe med den venlige dame i telefonen, og det hele lød bare så megafint og happy happy. Jeg kunne komme ind allerede om torsdagen (6 dage efter, jeg havde været på Trianglen til HCG test), når jeg havde ramt 5+0.

Og det tænkte jeg i min naivitet lød som en knaldgod ide. Men det skulle vise sig at være det akkurat modsatte. Og starten på det, der i mit hoved skulle blive kendt som det forbandede første trimester.

Og så skulle der vist være lagt op til en cliffhanger. Så må jeg bare håbe, den – og jeg – ikke skuffer som en anden Se&Hør forside…

6 Comments

Radiotavshed – og grunden til stilhed

hundejoke

Jeg har været stille. Meget stille. Ikke bare på bloggen, men i livet i dets helhed. Og da jeg godt ved, hvad den umiddelbare slutning ville være, så gør jeg kort proces på unødvendigt røgslør og spændingsopbygning: jeg er stadig gravid. Og et godt stykke udover det, der skulle betegnes som (nogenlunde) sikkerhed: de magiske 12 uger.

Men tavs har jeg været, siden den dag, jeg afslørede, der havde været gevinst i fertilitetslotteriet. Tavsheden skyldes hverken mangel på lyst til at give lyd eller til at møde verden. Den skyldes heller ej, at jeg er løbet tør for ord, på trods af omfanget af mine indlæg tømmer godt ud på den verbale konto.

Det skyldes i stedet tre ting, som på hver deres måde har tynget mig, siden jeg blev væltet omkuld af de ekstatisk overvældende dobbelte streger på graviditetstesten. Siden den dag, hvor jeg burde have været overmandet af min egen lykke og have danset mig gennem dagene med et forelsket blik på min mand slash kommende far til mit barn og en øm hånd på den stædigt voksende mave.

Den ene årsag er slet og ret antiklimaks. Så hårdt og brutalt og dødsens uretfærdigt, det end må lyde. Men jeg er ikke god til at male sandheden lyserød. Antiklimakset ramte i dagene efter den magiske blodprøve på Trianglen, som satte trumf på de dobbelte streger. Da den første umiddelbare begejstring fra de nære omkring os havde lagt sig, og hverdagen bragede ind af døre og vinduer. Nu var jeg 4 uger henne. Og lige så mindblowing vildt, det var, lige så uendeligt langt synes der pludselig til mål – og ikke mindst delmål. I første omgang til tryghedsscanningen på Trianglen i uge 7. I næste omgang til nakkefold i uge 12. Til afslutningen på det usikre første trimester. Og ikke mindst til, at foster blev til baby, og hele det her babyprojekt endelig skulle realiseres.

Det var som at sætte sig på en perron, hvor S-toget var forsinket 8 måneder. Og ovenpå den megen virak og opmærksomhed, der havde været på os under hele ICSI-forløbet – til tider på en måde, så vi følte det, som lå jeg med benene i vejret midt i manegen i Cirkus Benneweis og fik fjernet æg til lyden af trommehvirvler, galoperende heste og klovne, der råbte ”hopla”, hver gang Lægen med den Rare Stemme hev endnu en æggebasse ud af min indre rugekasse. Så snart, vi havde ramt bingo, og jeg havde fået samlet benene igen, gik tæppet ned, og gæsterne i manegen gik hjem. Og der blev mørkt og stille i stuerne herhjemme. Alt, der var tilbage, var at vente. Det var sværere, end jeg havde regnet med. Og ordene tørrede slet og ret bare ud. Det var ikke drømmen om mere opmærksomhed. Det var den øredøvende stilhed, der skabte antiklimakset. Alt havde været så febrilsk og grænseoverskridende, og så med et var det bare dét.

Den anden årsag er den bærende. For allerede en uge efter, vi havde fået bekræftet graviditeten på Trianglen, rendte vi ind i de første fysiske udfordringer. Og siden da har jeg haft klippekortordning på akutafdelingen på Rigshospitalet. Kulminerende i uge 12 – hvor alt ellers skulle falde til ro og blive godt. Det kræver så uendelig meget forklaring, at det må komme drypvis i separate indlæg at komme omkring de her små katastrofer, der har ramt os.

Den tredje årsag er mangel på tro. På at jeg egentlig havde en relevans for nogen som helst, efter babyeksperimentet på Trianglen var lykkedes. Hvad skulle jeg byde ind med nu, som andre på nogen måde kunne få glæde af? Og hvis jeg ikke var hende i fertilitetsbehandling, der beskriver sit traumatiske forløb, hvem var jeg så i det her skriftlige univers? Var jeg bare en – efter statistikkerne – lidt for moden udgave af en kommende mor? Dem findes der selvfølgelig også en del af, men de behøver vel ikke ligefrem mig til at fortælle dem, at de også er for gamle til at føde børn. Som er den mest udbredte opfattelse, jeg møder både hos fagfolk og almindelige dødelige.

Så hvorfor er jeg tilbage på bloggen, egentlig, når der er gået tre lange måneder med de her tre bærende grunde til at blive væk? For at klage min nød over systemets diskrimination af gamle damer med rogn? For at søge trøst for de ting, vi har været igennem de seneste måneder? For at sende bredsider af sted mod sundhedsvæsenet? Eller for at desillusionere andre håbefulde fertilitetsbehandlede?

Sandheden er, jeg aner det ikke. Og som en velopdragen cand.mag. er jeg klar over, det er dårlig akademisk opdragelse at undlade at argumentere for sin sag. Men jeg vågnede bare en morgen, det var så i går, og havde pludselig fået lysten til at skrive tilbage. Det er så simpelt og jordnært som det.

Så nu må vi se, om jeg stadig kan finde relevans. Om jeg driver folk ud i depression, eller om den ublufærdige stream of conscious, jeg har tænkt mig at fortsætte med, stadig kan være til hjælp og gavn for de få, standhaftige læsere, jeg måtte have tilbage efter den temmelig abrupte hiatus fra min oase på internettet. På en måde håber jeg det. For når jeg husker tilbage på årets første kolde måneder, så fandt jeg jo trøst i at skrive mine indre skrig ud på de her sider og mærke den varme, der strømmede tilbage, selv når jeg var allermest ufiltreret. Så vi må se, om jeg kan holde kadencen denne gang. Og om I stadig er her….

 

 

1 Comment

Sandhedens time!

storkJeg havde stillet 8 vækkeure på telefonen til i morges. Jeg var dødsangst for at sove over mig og misse det korte gab mellem 8:00 og 8:30, hvor der bliver taget de inderligt frygtede og længe ventede blodprøver på Trianglen. Men jeg havde ikke behøvet sætte en eneste. Jeg var spilvågen allerede kl. 6:00. Og så handlede det ellers om at få strukket morgenrutinerne ud over de ca. 95 minutter, der skulle gå, inden jeg kunne trille af sted til klinikken.

Og jeg vidste så udmærket, hvordan hele den her dag ville blive. Jeg er født kamputålmodig. Og når jeg først havde fået kanylen i armen og blodet suget ud, så vidste jeg, at resten af dagen ville blive ulideligt uudholdelig. Men først skulle jeg derud på Trianglen og have formalia overstået.

Som altid var jeg hysterisk angst for at komme for sent. Jeg bestilte derfor en Uber i livrem-og-seler god tid og kyssede min kæreste farvel, inden jeg satte mig ned i bilen og begav mig af sted mod, hvad der uden tvivl må være mit livs blodprøve. Min overplanlægning viste sig gavnlig, for morgentrafikken lige netop i dag var – naturligvis, kan man fristes til at sige – håbløs. Bilen sneglede sig af sted gennem Østerbro og Hellerup, og en snert af nervøsitet ramte mig.

Når det sker, at nervøsitet eller tungsind, fx, rammer mig, så påvirker det ofte mit syn på andre ting omkring mig. De bliver ligesom farvet af nervøsiteten og ryger med ind under samme stemningshat. Og det var akkurat, hvad der skete i det her tilfælde. Jo mere nervøs, jeg blev over, om jeg nåede det. Jo mere usikker blev jeg på de hjemmeprøver, jeg har syslet med de seneste dage. Og om de overhovedet holdt, de to streger, som de alle i mere eller mindre tydelig grad havde præsteret.

Jeg ankom til klinikken kl. 08:04. En indikation af, at jeg var en my mere nervøs for min præcision, end nødvendigt var. Jeg nærmest løb ned af trappen med halstørklæde og jakke halvvejs krænget af og gik ind i venteværelset, hvor et par allerede sad og ventede. Jeg fornemmede, kvinden skulle have taget æg ud. Hun så bekymret ud. Jeg prøvede at smile opmuntrende til hende, men hun kiggede lige igennem mig. Jeg tror, hun var på sin helt egen planet. Og jeg kunne ikke bebrejde hende.

Sygeplejersken var den samme humørbombe som sidst, da jeg fik sat blastocysten op. Gensynet var ikke lykkeligt. Tilsyneladende heller ikke for hende. Hun registrerede mig, men hilste ikke. Jeg hang min jakke op og satte mig i sofaen. Før eller siden ville hun vel registrere min eksistens og henvende sig.

Nogle minutter efter var der gevinst. ”Skal du have taget blodprøve?” Ikke en bedre dag i dag, fornemmede jeg på tonen. Jeg bekræftede, og hun bad mig i bydeform tage plads. Jeg forsøgte spagt at fortælle, jeg havde taget nogle graviditetsprøver derhjemme, og at de havde vist positiv. Hun brummede. Jeg kunne ikke aflæse, om det var en neutral eller negativ brummen. Jeg forsøgte igen og spurgte til, om de positive prøver kunne skyldes Pregnylen, jeg havde taget 2 ugers tid før i forbindelse med, at ægløsningen skulle kickstartes.

Nu startede et krydsforhør. ”Har du fået frosset æg op?” Jeg svarede lidt forvirret, at det havde jeg ikke, det var mit første forsøg. ”Det var ikke det, jeg spurgte dig om, har du fået frosset æg op inden denne oplægning?” Igen var jeg ikke helt sikker på, hvad hun mente – det var jo mit første forsøg, så der var ikke lige så mange æg nede i den fryser. Jeg prøvede lettere stammende at gentage, men nu blev hun for alvor irriteret. ”Man får kun Pregnyl, når man bruger fryseæg, så det giver altså ikke mening, hvad du siger!” snerrede hun.

Jeg opgav mit forehavende. Den her dame skulle til at stikke mig med en kanyle og tappe mig for blod. Jeg ønskede ikke at pirre hende mere end allerhøjest nødvendigt. Så jeg lod hende i fred. Men spekulerede for mig selv, om hun mon vitterligt var pissed off på mig, fordi vi i sin tid bad om at få sat to æg op, og den slags var hun jo tydeligvis ikke fan af, som vi blev vidne til ved ægoplægningen.

Da hun havde fuldført sin opgave, bad hun mig rulle ærmet op, og så var vi to færdige med hinanden, fornemmede jeg. Det passede mig fint. ”Du bliver ringet op indenfor et par timer, men jeg kan altså ikke sige noget mere præcist end det.” Beskeden, som sådan set var fair nok, blev endnu engang leveret med nedadvendte mundvige. Jeg stenede over, hvordan en så uempatisk surpadde kunne være ansat et sted med så mange følelser på spil og sårbare mennesker involveret. Jeg forsøgte at ryste hende af mig. Alene for at undgå flere af hendes humørsvingninger så jeg gerne, at blodprøven bonede positivt ud.

Jeg tog jakken på og gik stille og roligt op af trappen. Nu handlede det ikke længere om at nå noget. Nu handlede det om at trække tiden ud. Og det gjorde jeg så. I stedet for at gå op og finde et offentlig transportmiddel, der kunne transportere mig hjem, slentrede jeg nu stille og roligt ned gennem Svanemøllevej mod Svanemøllen Station og Østerbro. På vejen stirrede jeg på gigantvillaerne. Som vi næppe nogensinde får råd til at bo i. Sidst, min kæreste og jeg gik her, snakkede vi om netop dét. Man skulle være stået meget tidligt op på boligmarkedet, hvis man skulle kunne købe sådan en kasse. Eller tjene en hulens masse monetos. Vi har sådan set begge en ret fin indkomst, men der var alligevel et godt stykke op til sådan et hus.

Jeg kunne dog ikke holde fokus på det bedre borgerskabs boligforhold længe af gangen, så krøb tankerne tilbage på den blodprøve, jeg lige havde afleveret. Det var som om, alle de 6 urinprøver, jeg havde lavet på min hjemmeklinik de seneste dage, med et var nulstillet. De betød ikke en dut. Særligt ikke, når jeg ikke kunne få et klart svar på, om den Pregnyl, jeg altså havde taget 17 dage før, uanset hvad den sure numse i kælderen på Trianglen mente, kunne spille en rolle i forhold til de to streger.

Jeg gik langsomt. For ligesom at trække tiden. For jo kortere tid, jeg skulle vente derhjemme, jo bedre. Jeg krammede telefonen i min lomme. Med en frekvens på to minutters intervaller trak jeg telefonen op for at se, om jeg havde overhørt et opkald fra Trianglen. Da jeg nåede til Svanemøllen, besluttede jeg også at spadsere resten af vejen hjem. På en eller anden måde var jeg nødt til at blive ved med at gå. Jeg kunne allerede føle, hvor klaustrofobisk hjemmets vægge ville føles, så snart jeg var hjemme. Jeg gik forbi en bager på vejen og købte rigeligt med morgenbrød og kage til min kæreste, som ventede derhjemme.

Så snart jeg satte nøglen i døren, mærkede jeg rastløsheden kaste sig over mig. Min kæreste havde bedre ved at administrere sin nervøsitet, mens jeg kravlede op og ned af væggene og gik i rutefart mellem samtlige rum i lejligheden uden nogen form for mål.

Der gik halve og hele timer, uden jeg hørte en lyd. Jeg huskede en samtale, jeg havde haft i går aftes med en pige i den fertilitetsgruppe, jeg følger på Facebook. ” Jeg har en teori om, at de ringer de “gode” op først. Jeg tror de starter med lykønskningerne.” Jeg havde ikke tænkt så meget over det lige dér, men det gjorde jeg nu. Og mere og mere, som timerne gik.

Var jeg alligevel blevet snydt af kemikalierne? Var det ren indbildning? Min kæreste forsøgte at få mig til at sætte mig ned, men jeg var som et barn med ADHD. Jeg kunne ikke forholde mig i ro på nogen måde. Hver gang, telefonen ringede, stivnede min krop, og skuffelsen var mærkbar, når displayet afslørede, det bare var nogle for nærværende ubetydelige opkald.

Og så var den dér. Efter timers venten var nummeret på displayet Trianglens. Vi stirrede på hinanden, min kæreste og jeg. Og lige dér havde jeg med et slet ikke lyst til at tage telefonen. Men der var ingen vej tilbage. Svaret ventede. Og der var uundgåeligt.

”Det er fra Trianglens laboratorie”. Jeg prøvede at tolke på hendes stemme i de første overfladiske forklarende sætninger, der kom ud af munden på hende. Var hun positiv eller negativ? Alvorlig eller begejstret? ”Vi har jo taget blodprøve på dig i morges. Og du er gravid”. Den sidste sætning faldt hurtigere, end jeg kunne nå at registrere det.

Jeg er gravid. De talte sandt, testerne. Jeg er gravid. Jeg kiggede på min kærestes forventningsfulde øjne og storsmilede. Og det gjorde han også, jeg kunne se lettelsen lyse ud af ham. Jeg spurgte nysgerrigt til mit hcg. ”Det ligger på 252, så det er rigtig fint. Normalt siger vi, det skal ligge over 75.” Sejt. Så også dér bestod jeg. Vi fik aftalt tid til scanning, og jeg lagde på. Og så krammede min kæreste og jeg. Længe og inderligt. Og for første gang turde han også tro på det. Han lagde hånden på min mave. ”Hej Blyp”. Og så smilede vi begge to over hele femøren. Helt op til himlen. Jeg var lykkelig. Gid, det her øjeblik aldrig sluttede.

Min kæreste var nødt til at fortsætte på sin præsentation, så jeg var overladt til alle mine følelser og begejstring alene. Jeg besluttede derfor, med min kærestes velsignelse, at tage hjem og overraske mine forældre, som har fulgt os så tæt i processen og håbet lige så meget som os på en positiv prøve. De vidste godt, vi skulle have taget blodprøve, men de anede ikke, om der gik minutter, timer eller sågar dage, før sådan et svar forelå. Så jeg kunne vitterligt tage røven på dem ved at afsløre graviditeten nu.

Jeg gik ud på toilettet og kiggede på hylden, hvor jeg gemte mit efterhånden bugnende arsenal af graviditetstester. Jeg havde gemt én helt inderst i bunden af hylden. Den mest bastant afslørende af slagsen. Hvor de andre, jeg har erhvervet mig de senere dage, var mere blide i deres tilbagemelding med to måske lidt utydelige streger, der i virkeligheden kunne gå begge veje, så var budskabet i denne elektroniske sag fra Clearblue kontant og ikke til at tage fejl af. Displayet sagde ganske enkelt ”gravid” eller ”ikke gravid”. Og det var akkurat derfor, jeg havde været for stor en kylling til at tage den indtil nu. Det svar var alligevel lovligt in my face til, at jeg kunne kapere det, jeg havde haft det nemmere med de mere milde og tolkningsåbne. Jeg tog testen. Og aflæste, ikke overraskende, den positive besked få minutter efter. Gravid. Jeg stirrede lidt på den og smilede igen for mig selv. Jeg er fandme gravid. Jeg pakkede den bombastiske graviditetstest ned i en pose, som jeg lod forblive åben, så den var let at få fat i, og lagde den forsigtigt ned i min taske.

Jeg sendte en sms for at tjekke, mine forældre var hjemme, og så snart jeg havde en klarmelding, tog jeg tøj på og begav mig af sted. Mine forældre bor tæt på, men selvom jeg vidste, der formentlig kun ville gå 10 minutter, før jeg stod i deres stue, kunne bussen ikke komme hurtigt nok derud af. Hele vejen sad jeg og bryggede på måder, jeg kunne afsløre det på. Men da jeg endelig stod foran deres gadedør og ringede på dørtelefonen, var jeg stadig ikke kommet op med den optimale måde at overmande dem på. Jeg tjekkede diskret testen nede i tasken. Det stod stadig ”gravid”.

Min mor tog imod mig i døren. Til min ærgrelse var min far ikke hjemme. Men jeg besluttede at overraske min mor alligevel. Jeg måtte af med det, nu hvor jeg var der, jeg var ved at sprænge af glæde. Jeg kunne bare ikke rigtig finde det rette tidspunkt at smide bomben på. Så jeg gik lidt hvileløst rundt i røven på hende, indtil jeg gav op på den opfindsomme afsløring og slet og ret bare tog testen op af tasken og smilende gav hende den. Hun kiggede på testen og så mig, og øjnene lyste op. ”Er det rigtigt? Har du hørt fra Trianglen?” Det kunne jeg bekræfte. Og så – brød min mor helt og aldeles fuldstændig sammen. Så meget, at hun bukkede forover. Hun græd, så jeg næsten troede, hun var ked af det. Jeg blev lettere akavet og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle trøste hende. Men efterhånden fik hun sundet sig, og med tårerne stadig hvilende i øjenkrogen vendte smilet tilbage. Og så krammede og krammede og krammede vi. Og fra det øjeblik blev smilet siddende fra øre til øre. Lettelsen var til at få øje på.

Vi sad længe og snakkede i sofaen. Jeg sørgede for at forberede hende på, at det var godt nyt, det her i dag, men intet var bestemt sikkert endnu, og at vi måtte være forberedt på, det kunne ende på en anden måde, end vi ønskede. Bare så jeg lige havde taget de forholdsregler. Men selvom der også var alvorssnakke, så var der mest af alt lykke.

Og det er også lykke, jeg føler nu. Lige nu, hjemme hos mig selv, mens vi sunder os over dagens resultat og prøver at tage det ind. I dag vil jeg være overalt af begejstring. Op og ned af væggene og tilbage igen. Jeg vil være i det, jeg vil nyde det, og jeg vil være euforisk over min blodprøve og min gravide mave, som rummer en lille Blyp. Stadigvæk. For fra i morgen er jeg ikke i tvivl om, at alvoren starter. Og bekymringer begynder at være en realitet – og en nagende konstant i min hverdag. Men indtil jeg vågner i morgen, er der bare plads til mig, min kæreste og lille bitte mikroskopiske Blyp i vores verden. Alt er godt!…

Test gravid
Den berømte bombastiske Clearblue test
5 Comments

11.time

test dagen før bp
Test nummer 6 siden i lørdags. Der har været travlt på toilettet.

Jeg har taget mange tester, siden jeg faldt i gryden første gang lørdag aften. Jeg bilder mig ind, at de bliver gradvist en smule mere tydelige, men jeg er fortsat ikke helt overbevist om, at Lady Lykke har tilsmilet os. Først og fremmest fordi, der findes så uendelig mange fertilitetsbehandlede kvinder derude, som har måtte så grueligt mange forsøg igennem uden at blive belønnet med den forjættede positive test. Og derefter fordi, jeg aldrig er heldig. Nogensinde. Jeg vinder aldrig noget. Og alting går altid galt for mig.

Så jeg frygter i morgen, hvor den endelige test skal tages. Moderen af alle testerne: blodprøven.

I morgen får jeg at vide, om urinprøverne har snøret mig. Om de medikamenter, jeg har fyldt mig med på den her foreløbige fertilitetsrejse, har blandet sig i de positive tilkendegivelser, som testerne indtil videre har været. Og jeg er utålmodig og skrækslagen på én gang.

For lige nu er der noget trygt i ikke at vide, hvad blodprøven siger. Hvis den nu er glad og positiv i morgen, så vil jeg helt sikkert føle det anderledes. Og det er så det håb, som driver utålmodigheden. Men tvivlen holder fast i følelsen af tryghed i ikke at vide. I de efterhånden mange semipositive tester, som måske med lidt held i en perfekt verden best case scenario hvis alt går vel forhåbentlig er en indikator på en full blown positiv blodprøve.

Jeg kan godt lide at være hér, hvor der stadig er håb, men ingen afklaring. For her er rart. Den spirende optimisme, efterhånden som de semipositive tester er blevet samlet til bunke – en lille bunke, nuvel, men nok til at kategorisere det som en bunke – er så vidunderlig rar at søbe rundt i. Der er ikke noget så livsbekræftende som forventningens glæde, og den er intakt, så længe ingen sygeplejerske med forstand på blodprøver og hcg tal har punkteret den.

Men jeg ved jo godt, det skal overstås. Plasteret skal rives af, og jeg skal face musikken. Og skulle det bedste udfald nu blive en realitet, så starter der en ny dag onsdag. Dag 0. Hvordan jeg eventuelt vil takle dét, det kan jeg kun gisne om. Men det tør jeg ikke. For jeg er bange for at jinxe mit (eventuelle) held.

Så hvad skal jeg stille op, indtil jeg får det længe ønskede og inderligt frygtede svar på et eller andet tidspunkt i løbet af i morgen inden kl. 14 (har jeg læst mig frem til i mine papirer)? Gøre rent? Producere flere boller eller middagsretter? Hækle et kludetæppe eller løbe et marathon? Eller male lejligheden på ny?

Jeg kunne kaste mig ud i mange afarter af overspringshandlinger. Men lige nu har jeg ikke lyst til andet end at blive i nuet og sumpe rundt i følelsen af håb. For om mindre end et døgn kan en lille dum blodprøve og et telefonopkald smadre dette håb i atomer….

 

 

 

 

0 comment

Er – er ikke…?

2011-04-04-pregnancy-test

Ok. I går aftes efterlod jeg mit blogindlæg rimelig åbent. Af den simple årsag, at alt var temmelig åbent. Helt præcis i forhold til, hvad jeg skulle stille op med den graviditetstest, der lå og grinede af mig på bordet ved siden af computeren. Sådan lidt kylling agtigt. Du tør jo ikke tisse på mig, dame.

Da indlægget var postet, og computeren klappet sammen, stod jeg og testen tilbage i en uundgåelig face off. Det var blinkekonkurrence. Og det var en test af mod og udholdenhed, men også taktik og den i sidste ende rette beslutning i forhold til den blodprøve tirsdag, der rykker tættere og tættere på.

Som jeg beskrev i går, så nærer jeg en voksende angst for at slippe kontrollen på tirsdag, når jeg skal have taget den afgørende blodprøve på Trianglen, og erkende, at jeg ikke har magten over, hvornår de ringer tilbage med dommen: positiv eller negativ. Og at jeg heller ikke på nogen måde kan påvirke, om det bliver det ene eller andet resultat, hvor panisk gerne jeg end ville. Jeg er bange for resultatet. Og jeg er bange for, jeg ikke er mentalt forberedt, når de endelig ringer, på det resultat, jeg bliver præsenteret for.

For sæt, det er en nitte. Sæt, de ringer og siger, der ikke var noget hcg at spore i mit blod, og jeg må op på fertilitetskrikken igen og ride videre på hormoner og migræner. Og sæt det opkald så kommer, når jeg opholder mig et sted, hvor jeg ikke krybe hen i et trygt hjørne og gemme mig væk bagefter under min dyne eller tæppet i sofaen. Det er sådan, det er, at være en kontrolfreak. Angsten for ikke selv at kunne administrere virkeligheden på en måde, så den kan skærme mig mest optimalt mod de ubehagelige overraskelser, livet byder mig.

Og det er det, der drev mig ned i Netto for at købe en dobbeltpakke graviditetstest i går. Men noget i mig spændte ben for at tage den i brug. Var det forkert? Var det for tidligt? Kunne jeg overhovedet bruge resultatet til noget, når det kom til stykket?

Testen og jeg nidstirrede hinanden fra hver vores side af bordet. Kylling, hvislede den. Jeg forsøgte at dræbe den med øjnene. Men selv når den hånede mig, manglede det sidste mod til at gribe den og tisse på den som straf. Jeg besluttede at rådføre mig med nogle af de kloge kvinder, som har været i det her game væsentlig længere end jeg. Jeg følte mig overbevist om, at noget erfaring med det her limbo måtte være lige den medicin, jeg havde brug for til at kurere det her efterhånden presserende problem.

Jeg har fået lov at entrere et hemmeligt fællesskab bestående af en række kvinder, som i ro og mag og uforstyrret i en mørk og aflukket kælder af Facebook deler, trøster og udveksler. De fleste af de kvinder har været i gang langt længere end jeg og har været gennem umenneskeligt mange op- og nedture på deres rejse mod drømmebaby. Og hvem bedre end de her erfarne damer til at rådgive mig til, hvordan jeg takler nervekrigen med graviditetstesten.

Så jeg smed min forespørgsel op, og ikke mange minutter senere begyndte det at tikke ind med gode råd. De placerede sig ikke overraskende og meget symbolsk mellem de samme to stole, jeg kæmpede for at vælge mellem. Argumenterne var gode og roughly som nedenfor anført:

Mod: jeg kunne ikke regne med det udfald, testen viste, hvis jeg tog en. For den kunne være negativ uden at være det i virkeligheden, kvinder udskiller åbenbart hcg på forskellige tidspunkter i forhold til testningen og i meget forskellige mængder. Og hvis den nu var negativ, selvom jeg i virkeligheden er gravid, så risikerede jeg at gøre mig selv trist til mode helt unødigt. Omvendt kunne den også være falsk positiv. Alt det medikament, vi tilfører os, mens vi er i behandling, kan nemlig påvirke et positivt udfald.

For: Af præcis den årsag, jeg selv efterhånden har beskrevet rimelig grundigt både i går og i dag. For at være forberedt. Og særlig på det værste, skulle det være udfaldet.

Og så sad jeg dér. Med gode argumenter både for og imod.

Men så skete der noget med mig. Med ét blev behovet for en indikation for stort. Med et blinkede graviditetstesten. Nervekrigen var ovre. Den havde tabt. Jeg greb efter den, som var det et Mexican stand off i det vilde vesten. Jeg kiggede min kæreste i øjnene, rejste mig op med testen i hånden. Proklamerede, at jeg var færdig med at tænke, nu tog jeg den forbandede test – og spadserede målrettet ud mod toilettet med testen i et fast greb.

På toilettet begyndte hånden at ryste som så mange gange før i det her forløb, når jeg følte, jeg skulle være helt 110% sikker på, jeg gjorde det her rigtigt. Jeg skal ærligt erkende, at jeg nogle gange tidligere i min karriere som kvinde har tisset på sådan en test, men som regel har jeg heppet på et noget andet resultat, end jeg gjorde lige nu. Jeg har aldrig skænket selve processen, hvorledes man tisser på en graviditetstest, de store overvejelser, men nu nærlæste jeg, som var det final draft af en ph.d, jeg skulle til at aflevere.

Da jeg var sikker på, jeg havde forstået korrekt, hvordan man tissede i en beholder, stak pinden lodret ned i beholderen med tis og holdt testhovedet – men ikke resten af staven – konstant i væsken i 10 sekunder for derefter at påklæde testhoved den lyserøde testhætte og placere testen vandret. Og så ventede. Mellem 1 og 3 minutter var mest optimal, og efter 5 minutter kunne man ikke regne med resultatet. SÅ tog jeg mig sammen. Og gjorde det.

Jeg tissede i en beholder (det bliver aldrig elegant). Jeg holdt testen nede i urinen og talte til ti sekunder det bedste, jeg havde lært. Jeg satte hætten på, lagde testen vandret, eftertjekkede den nu også lå helt og aldeles vandret. Og satte mit mobilur til at tælle tiden.

Og så stirrede jeg. Og jeg fjernede mig, for jeg turde ikke stirre hele tiden. Ind imellem stirrede jeg igen. Jeg kunne ikke se nogen teststreg, men jeg kunne se, at væsken var løbet til på den rigtige måde. Jeg begyndte at tvivle. Var det her en test, der ikke virkede? Seriøst? Havde jeg gået hele dagen og danset om den varme grød blot for at finde ud af, det var luftgrød? Hvor ville det være skæbnes ironiske måde at tisse mig op og ned af nakken, hvis det var tilfældet.

3 minutter. Nu burde den være allermest tydelig, stregen, hvis der altså var én. Jeg tog testen op. Og så så jeg det. Stregerne var ligesom trukket for langt til venstre i testvinduerne, så selve sikkerhedsstregen var kommet ind under det lille plastikfelt, der skilte de to vinduer. Og når man kiggede skråt ind i det vindue, der skulle afsløre, om der var gevinst eller nitte, så tegnede der sig noget derinde i hjørnet, som lignede en meget lille, utydelig streg.

Kunne det være…? Kunne det virkelig være en form for positiv streg, det dér?

Jeg greb febrilsk telefonen, så jeg kunne nå og fotografere stregen, inden de fem minutter var gået, og testen ikke længere kunne regnes for pålydende. Inden prinsessen blev til Askepot igen.

første test

Jeg sendte billedet til Bedsteveninden, som med sine to unger og en vis erfaring med positive tester måtte kunne rådgive mig.

Min sms

Der gik kun 1 minut, så kom svaret.

Mette sms

Åh lykke men måske alligevel ikke lykke, hvis testen er falsk! Jeg blev overmandet af alle mulige følelser, mens jeg stak tissetesten op i hovedet på min kæreste for at få hans reaktion. Han var forsigtigt begejstret, men skeptisk.

Og så tog googletrangen endnu engang over. Et hav af søgninger regnede ned over browseren. Behovet for at få afklaret, om testen nu også var tydelig nok. Og om Pregnylen, jeg tog for 14 dage siden, da ægløsningen skulle kickstartes, kunne spille testen et puds. Og hvordan fanden jeg i det hele taget skulle forholde mig til den her utydelige og forskubbede streg, som jeg kun ved et tilfælde fik øje på, da utålmodigheden fik det bedste af mig.

Og så sad jeg ligesom dér. Min kæreste og jeg turde ikke rigtig være glade. Vi turde ikke rigtig tro på den lille, fesne streg. Men ønske at den var god nok. Det turde jeg godt.

Jeg var rimelig høj på adrenalin, da jeg ramte lagerne og trak dynen godt op under næsen. Jeg lagde hånden på min opspilede mave. Der havde været en del murren i maven, sådan lidt mensesagtigt den seneste tid. Og migrænerne var forsvundet som dug for solen. Var det et tegn? Jeg var nødt til at tage en test mere, når jeg vågnede i morgen tidlig for at tage dagens første Lutinus og Østradiol ration.

Jeg sov næsten ikke i nat. Jeg var så spændt og nervøs og spændt og nervøs, jeg havde svært ved at få kroppen i ro igen. Men til slut lykkedes det, måske fordi jeg så uendelig gerne meget hurtigt ville sove, så jeg kunne vågne igen på den anden side og se, hvad morgenurin kunne gøre ved en ny test. Så snart klokken slog kvart i 8, nærmest løb jeg ud på toilettet og gjorde testkittet klar. Samme procedure som aftenen i forvejen, mobiluret sat i gang. Og så – de ulidelige minutters venten.

30 sekunder. Kun teststregen er kommet til syne.

1 minut. Er det en meget utydelig streg? Eller mine øjne, der spiller mig et puds?

1.30 minut. Det er fandme svært at se.

2 minutter. Jeg synes altså….

2.30 minutter. Jo, den er god nok. Der er en utydelig streg igen.

3 minutter. Den er der. Den er stadig utydelig, men den er der.

anden test

Ind og vække min kæreste. Og vise ham trofæet. Han var groggy, men også han virkede en smule mere overbevist. Og her befinder vi os så nu. Flere timer senere. Groggy, men meget forbeholdent optimistiske. Jeg har prøvet at blive klogere, ikke overraskende, ved hjælp af det forkromede internet. Jeg har bl.a. skrevet til en læge på en konkurrerende fertilitetskliniks hjemmeside, som tilbyder en slags “spørg fertilitetseksperten”, om 10.000 enheder Pregnyl 14 dage efter (15 i dag) stadig kan påvirke en graviditetstest. Og så har jeg søgt rundt på 117 andre ting, men intet har gjort mig klogere på vores graviditetsskæbne.

Men. Jeg fortryder på ingen måde, jeg har taget testen. Også selvom vi i princippet er lige så kloge på udfaldet, som vi var i går inden første test. Jeg havde brug for at gøre det her, og jeg kommer formentlig til at tage en hel del af de her tester hele vejen op til, de tapper mit blod på tirsdag. For jeg har brug for at føle, jeg er ovenpå og i kontrol, selvom det er det absolut sidste jeg er eller har været på noget tidspunkt i det her behandlingsforløb. Og om end ikke andet, så har tissetesten da givet mig meget på den positive side…

 

2 Comments

Skal – skal ikke….?

pregnancy test cartoonHold nu kæft, hvor går tiden langsomt. Der er stadig 3 dage, til jeg skal have taget blodprøve og får det både længe ventede og temmelig frygtede svar, og jeg er ved at drive mig selv op af væggene. De hyppige migræneanfald er forsvundet som dug for solen (7-9-13), og det har resulteret i en uhensigtsmæssig genopbygning af energi.

Jeg har lavet 820 overspringshandlinger den sidste uge, når jeg altså ikke lige har sovet. Jeg er en sær blanding af dødstræt og kamputålmodig det meste af tiden. Jeg har afskærmet mig helt og aldeles fra min omverden, som jeg fortsat har svært ved at overskue. Og når jeg ikke sover eller går i ring i lejligheden, til jeg laver mærker i gulvene, googler jeg alt fra himmel til jord om ægoplægninger, alverdens mulige og umulige tegn på graviditet – og tidlig graviditetstestning.

Og speaking of tidlig graviditetstesning. Et stort fokus for min overivrige internetresearch på dette fænomen har været ”hvor tidlig”. For af en eller anden årsag – som jeg til dels tilskriver mit efterhånden veletablerede kontrolbehov – har jeg udviklet en angst for tirsdag. Forstået på den måde, at jeg har skabt en slags tvangsforestilling om mig, der venter en hel dag på blodprøvesvar, får bygget en kæmpe positiv forventning op, som til sidst bliver punkteret af et negativt telefonopkald fra Trianglen. Det scenarie rider mig som en mare. Så meget, at noget af mig praktisk talt ønsker, det aldrig bliver tirsdag.

På en eller anden måde synes alternativet med en tissetest i eget hjem mere attraktiv. For på den måde ville jeg kunne kontrollere processen selv. Jeg kan tage en test, når nerverne og overskuddet er mest i vater. Jeg kan planlægge tidspunktet for testningen, så der er en optimal buffer i forhold til eventuelle forpligtelser, jeg ikke vil kunne overskue at svinge mig op til efter en eventuel negativ prøve. Og så styrer jeg jo helt selv, hvornår jeg er klar til de nervepirrende minutter, det tager at gennemføre sådan en tissetest. Altså ventetiden. Selve tisseriet er jo relativt hurtigt overstået. Og skulle det ende med bare en enkelt streg, så er jeg i de trygge rammer af mit eget hjem. Jeg kan slikke mine sår i fred og ro og krybe i fosterstilling så længe, jeg har behov for det.

Min intensive netresearch ledte mig til en række debattråde om emnet på diverse interessesites som baby.dk og min-mave.dk. Og efter minutiøst at have gennemgået de mange kvinders erfaringer med hvilken dag, man tidligst kan teste, og derudfra have opstillet et udførligt excel ark med henblik på udregning af sandsynlighed, kom jeg frem til, at tidligste dag, man kunne få en nogenlunde rimelig indikator af status fra livmoderen, var 3 dage før blodprøve.

Og det er så i dag. Så jeg har gået rundt om mig selv hele dagen og debatteret frem og tilbage. For selv om muligheden altså bød sig fra og med i dag, så var jeg ikke helt afklaret med, om jeg selv var klar til at få svaret. Det har resulteret i endnu flere overspringshandlinger, en 3 timer lang middagslur, produktion af 2 kg. frikadeller til frys, en lasagne til aftensmad, hjemmelavede boller og en komplet oprydning og systematisering af viktualiebeholdning i køkken. Samt ekskursion til Netto for at erhverve Valmed graviditetstest, som minutiøs research af gravide-sites indikerer er den mest troværdige testtype. Men trods efterhånden 14 timers intense overvejelser fortsat ingen afklaring på eget mod.

Og nu sidder jeg her, lørdag aften. Klokken er tæt på 10, og testpakken ligger på bordet foran mig og håner mig. Skal – skal ikke.

Vi er pænt mange timer fra morgenurin, så det er alt andet end optimal timing i forhold til testning. Men omvendt er jeg ikke sikker på, jeg kan gå i seng uden at have prøvet bare en lille tissetestning. Og hvis den er negativ, så kan jeg jo altid se i morgen tidlig, om der er bid der i stedet, når urinen peaker.

Men tager jeg testen nu, risikerer jeg så ikke min nattesøvn? Og er jeg endelig, efter dages møjsommelige overvejelser og timers traven, klar til det eventuelle nederlag, det bliver, hvis testen er negativ? Omvendt – er jeg på nogen måde klar på en dag i helvede på tirsdag, når jeg har afleveret mit blod på Trianglen og blot kan vente og vente og vente og vente uden på nogen måde at kunne kontrollere, hvornår det forkromede opkald rammer mig – og uden bare en form for fornemmelse for, hvad svaret bliver?

… Jeg. Ved. Det. Ikke. For helvede…. Jeg er i et testlimbo. Og tissetrangen trænger sig på. Så det er nu, hvis det skal være. Skal – skal ikke…. (Fortsættelse følger)

 

 

2 Comments

Kan tro flytte bjerge?

altertavle

Jeg har tidligere fortalt om, hvordan jeg er opvokset i et kristent hjem. Det var sådan set min mor, som var primus motor i gudedyrkelsen, min far gjorde bare ikke de store indvendinger. Det gjorde han generelt ikke.

Jeg har derfor også gået i katolske skoler helt fra børnehaveklasse til 3.g., og altergang og morgenbøn har været så naturligt som amen i kirken for mig. Men som jeg blev ældre og snublede over en række sten på livets vej, begyndte min skepsis og afsky for kristendommen og alt, den favnede, at vokse. Efterhånden som barnetroen blev suppleret af TV-avisen, opstod også en bevidsthed om den katolske kirkes forfejlede missioner i Afrika. Om skiftende pavers afstandtagen til homoseksualitet og abort. Om kristne borgerkrige i Nordirland og fuldkommen meningsløse tab af menneskeliv i religionens navn. Og da jeg i løbet af relativt få år mistede en hjerteskærende perlerække af de mennesker, som var mig mest dyrebare, lagde jeg mig for alvor ud med Vor Herre. Jeg var rasende, skuffet og mildt sagt ikke imponeret.

Men på trods af, at jeg har levet et til tider ukristeligt liv og smagt på al slags syndighed. På trods af, jeg har spottet Gud og kirken ved mere end én lejlighed og i mange år levet mere som ateist end troende. På trods af, at jeg er, hvad jeg selv vil betegne som relativt belært og et i øvrigt rationelt kynisk tænkende menneske. Så har jeg aldrig helt sluppet min barnetro. Og mit tilhørsforhold til religionen. Og det er særligt kommet til udtryk, når jeg har været i svære og alvorlige kriser i mit liv, når jeg har været tæt på at miste, når jeg har været faretruende nær at miste kontrollen – eller når der er noget, jeg har ønsket så ubærligt højt.

I de tilfælde har jeg foldet hænderne og bedt. Højlydt og for mig selv. Og præcis som jeg har gjort, siden jeg var en lille bitte pige med lange, lyse fletninger og sløjfer i håret, som troede, at hvis man kiggede længe nok op i skyerne, så kunne man se Vor Herre sidde på én af dem. Jeg har har knuget hænderne, jeg har kigget op i skyerne og jeg har tigget om hjælp. Og håbet, den blev returneret. Men jeg har aldrig helt fundet tilbage til den ægte, uberørte barnetro.

Lige indtil den her uge. For i takt med, at ønsket om at blive mor, far og Blyb er forstærket, er troen stille og rolig vendt tilbage. Det kulminerede i går formiddag. Måske foranlediget af de 4 ord på væggen på den smukke gule og hvide villa ved Trianglen. Frygt ikke tro kun. Måske har de aktiveret i noget i mig. I hvert fald er der sket noget siden i lørdags, som har sat gang i en hel masse lettere gejstlige tanker.

Jeg har ikke nogen kontrol over det, der sker i min krop. Og kontrol er noget af det, jeg sætter størst pris på at have. Og omvendt er meget lidt begejstret for, når jeg ikke er i besiddelse af. Men sæt nu, Vor Herre rent faktisk sidder oppe på den sky, som jeg stirrede så intenst op i, da jeg var lille, at jeg fik prikker for øjnene. Og lige nu afgør, om Blyb bliver eller smutter igen. Den følelse er langsomt vokset på mig de seneste dage, og i går morges vågnede jeg altså med et altoverdøvende behov for at komme i kirke og sikre mig, at Ham deroppe vidste, jeg altså troede på ham, og hørte mine Blyp bønner.

Jeg er ikke vant til at opsøge kirker i tide og utide, og derfor vidste jeg heller ikke, om man bare sådan lige uden videre kan vade ind i dem og sætte sig til rette med hænderne foldede. Så jeg gjorde det, jeg gør mest. Googlede. En lille kirke få gader fra vores bopæl viste sig særdeles brugbar. Med et supermarkeds åbningstider fra 8-18 nærmest hele ugen var den mere end tilgængelig og i øvrigt indenfor en rimelig gåturs afstand.

Så efter min morgendouche begav jeg mig i adstadigt tempo ned mod den lille kirke. Jeg ville jo nødig stresse Blyp. For på Trianglen anbefaler de, at man tager det roligt indtil blodprøven. Og jeg er 13 tals pigen. Jeg tager ingen chancer. Og bliver jeg bedt om at hoppe, så spørger jeg hvor højt. Og hopper en meter højere.

Som jeg nærmede mig den store kirkedør, følte jeg usikkerheden overmande mig. Hvad hvis der var nogle i gaden, der så mig. Ville de tænke, jeg var en sådan en sær én, der gik i kirke med sig selv? Behovet for at bede Vor Herre om hjælp med Blyp var dog langt større end min i øvrigt tåbelige forfængelighed, så jeg trykkede på den meget moderne elektroniske kirkedørsaktivering, og de store døre slog mekanisk op og afslørede et smukt, lille hvidkalket våbenhus. Endnu en lukket dør skærmede mig fra kirkerummet. Jeg blev igen overmandet af en form for blufærdighed. Jeg havde virkelig behov for at være alene med de her bønner, jeg kom rendende med.

Praktisk nok var dørene ind til selve kirkerummet udstyret med en dørspion. Som jeg gætter på er tilført i nyere tid. Jeg lurede kort ind i kirkerummet og kunne konstatere, at der var aldeles mennesketomt. Som der sikkert oftest er i de københavnske kirker. Jeg åbnede forsigtigt døren og registrerede straks en åben dør ud til, hvad jeg gætter var sakristiet. Der var en form for aktivitet derude. Om det var præsten eller en kirketjener, var jeg ikke sikker på, men det forstyrrede mig, at jeg ikke var alene, uanset hvem der huserede i baglokalet.

Jeg var dog determineret. Jeg var på en færd, og jeg havde et klart mål med min tilstedeværelse. Jeg gik målrettet op gennem kirkerummet og placerede mig på første række. Jeg kiggede op på altertavlen. Et kæmpe maleri af Maria bebudelse. Jeg besluttede at overmande mine hæmninger og begyndte nu lavmælt at fortælle Vor Herre, hvad mit ærinde var.

Og så bad jeg. Jeg bad Vor Herre om at lade Blyp blive derinde. Jeg fortalte om den store drøm, det var at blive mor. Om hvor meget og sindssygt inderligt, jeg ville have det her barn. Da jeg først var kommet i gang, ævlede jeg derud af og knugede hænderne, til huden blev helt hvid, for virkelig at understrege, at det her, det er for real, det er alvor, jeg VIL så gerne Blyp. Den lille pige, der stadig huserer inden i mig, som havde bedt for, at oldemor og oldefar ville leve for evigt. At mormor og morfar aldrig ville dø, og mor og far ville finde kuren til evigt liv. Som havde bedt for Barbie-slottet og My Little Pony-stalden. Og for at de mine klassekammerater ikke ville drille mig, når min søster kom i skole med tylskørt og knæhøje platforme. Vi var den samme. Men hvor var der løbet mange dråber i havet, siden hun sendte sine barnlige ønsker til himmels. Den her lille naive pige, jeg var engang. Vi var så langt fra hinanden. Og alligevel sad jeg her nu og gjorde præcis det, hun gjorde, når hun var allermest sårbar.

Jeg bad, som galdt det mit liv. For at Blyp skal blive hængende. Og for at jeg får lov at gøre mine forældre til bedsteforældre. Det var som om, jeg ikke turde stoppe, da først jeg var gået i gang. Sæt, jeg ikke bad længe nok? Sæt, det virkede for overfladisk og jappet, min lille hjemmestrikkede bøn? Så jeg blev hængende og bad igennem, til jeg vurderede, at den var gået igennem, at jeg mente det. Og at det ikke var en af de her pseudogange som så mange gange før, når jeg lige havde brug for Vor Herre og så i øvrigt dissede ham, når jeg havde fået tilværelsen på rette køl igen.

Jeg rundede min session af med at love, at hvis Vor Herre lod os beholde Blyp, så ville jeg få Blyp døbt, uanset set om min kæreste så ville slå kolbøtter på tværs og gå i bro over det. Så ville det ske. Nuvel, det bliver nok ikke Blyp, der bliver det endelige navn, men navnet bliver i hvert fald cementeret i en kirke. Og så listede jeg lige så stille ud, hvor jeg kom fra.

På vejen hjem følte jeg en ro. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne. Jeg havde bedt Vor Herre om at holde en hånd over Blyp og mig. Det slog mig, at den her gang ikke var som de andre, hvor jeg havde trukket kristendomskortet, når jeg havde brug for det, blot for at arkivere det lodret, når stabiliteten var genoprettet. Det her var business, jeg mente det. Min drøm er så stærk, at jeg har brug for at tro på, der er nogen eller noget, der kan og vil hjælpe mig. Og selvom jeg føler, at Vor Herre har været temmelig barsk ved mig i årene, der ligger bag mig, så har jeg brug for, at tro på, Han er, og at Han vil lade mit største ønske nogensinde gå i opfyldelse. Langt større end Barbie-slotte og My Little Pony-stalde. Jeg har sådan brug for, Blyb bliver. Frygt ikke tro kun.

0 comment

Frygt ikke tro kun

frygt ikke tro kun

Jeg har været ualmindelig stille de sidste par dage. Igen, fristes jeg til at sige. Jeg er stille, fordi jeg er drænet. Jeg er stille, fordi jeg har haft brug for at lukke mig om mig selv. Fordi det hele har været for overvældende. Ikke fordi, min virtuelle verden har belastet mig. Faktisk mere fordi, min fysiske har.

Jeg valgte helt tilbage i den spæde start, da vi fik vores fertilitetsdom, at være ærlig overfor egentlig pænt mange i familie og bekendtskabskreds. Ikke fordi jeg havde behov for at snakke om det i tide og utide, men fordi jeg havde behov for at parere alt for mange ”nå, hvordan går det så med graviditetsplanerne” og ”nå, du drikker nok ikke i aften – er der en grund til det” type uønskede spørgsmål. Måske som et værn, i virkeligheden. Så kom jeg dem i forkøbet og flagede vores barnløshed. Så var det ude, det var aftabuiseret, og jeg skulle ikke konfronteres med for mange spørgsmål af den type, der kunne ramme som et spyd i hjertet på en fertilitetsudfordret.

I forhold til mine familie og mine tætteste veninder handlede det også om, at jeg havde brug for allierede. Nogle, som vidste, hvad jeg gik igennem, og som kunne stå last og brast med mig, hvis det hele blev af helvede til, når vi kom i gang med hormoner og alt det dér. Og så forventningerne ligesom var afstemt. Det her bliver ikke nemt. Og det kommer til at kræve forståelse og omsorg.

Men ligesom det ikke er nemt at være i fertilitetsbehandling, så er det formentlig heller ikke spor nemt at være ven eller familie til en, der er i fertilitetsbehandling. Og det er temmelig forskelligt, hvordan folk har ageret omkring den her behandling. Nogle har taget det så meget for givet, at de nærmest har meldt sig ud af spørgeklubben og glemt at interessere sig for det, mens andre har været næsten for meget på i forhold til det. Endnu andre har forstået, at jeg ikke kunne give et fyldigt referat dagligt, hvordan jeg havde det, og har bare meldt ind selv uden at forvente svar tilbage, men ligesom blot markeret, at de var der med en lille hilsen nogle gange om ugen.

Men summen af det hele er faktisk, at jeg i retrospekt kan se, jeg har involveret for mange. For jeg har på det sidste haft mere og mere behov for at lukke mig omkring mig selv med den her behandling, og samtidig har de ubesvarede sms’er og mails hobet sig op. Og det giver mig så dårlig samvittighed, for de vil mig jo kun det bedste, men jeg kan ikke overskue mere end det her behandlingsprojekt dag for dag lige nu. Jeg har skide dårlig samvittighed over at sige det højt, men det er den skinbarlige sandhed. Jeg er drænet. Og jeg kan ikke overskue at formidle til alle involverede 1:1 om udviklingen.

Og derfor har jeg været stille. Selvom jeg faktisk på nuværende tidspunkt har været igennem det hidtil største klimaks i den her behandling. Noget, jeg havde glædet mig til at dele, men som jeg ikke har haft kræfterne til at berette om.

Ægoplægningen.

For den er nemlig kommet og gået. Lørdag tidlig morgen blev vi ringet op fra laboratoriet på Trianglen. Der var den fineste blastocyst klar og én mere, der så ud til at blive det dagen derpå – og måske endda et par yderligere, som i så fald kunne fryses ned. Men det flotte blastocyst kunne sættes op i dag på 5.dagen, præcis som vi havde håbet på. Min kæreste var nødt til at tage på arbejde nogle timer, så jeg havde hele formiddagen til at få tiden til at gå. Og det var noget nær en umulig opgave. Jeg valsede rundt om mig selv, tændte og slukkede fjernsynet, gik ned med skrald tre gange, gik i bad, gik ud igen og gik i bad en gang til. Endelig blev klokken nok til, at jeg kunne bestille en Uber og begive mig af sted på mit livs taxatur med kursen mod Lundevangsvej – for Gud ved hvilken gang. Men denne gang var ligesom lidt mere speciel end de øvrige. For nu var det nu, nu skulle mine æg og min kærestes sædceller for alvor stå deres test.

Trods hopla-humør blev jeg alligevel stille i bilen på vej derud. Der kartede dog en sætning rundt i hovedet på mig. Jeg er jo en kliché på en pige-pige. Og jeg har set alle afsnit af ”Venner” og ”Sex and the City” mange gange nok til, at jeg kan en væsentlig andel af replikkerne. Det var ”Venner”, der var synderen lige nu. Helt eksakt afsnittet ”The One With the Videotape”. Phoebe’s drillende ”You’re gonna get pregnant, you’re gonna get pregnant”, da alle har placeret sig i sofaen for at se Ross’ videobånd og en gang få alle få slået fast, hvem der lagde an på hvem, da Ross og Rachel endte i kanen og undfangede Emma. ”You’re gonna get pregnant, you’re gonna get pregnant”. Sæt, det var sandt. Sæt, det rent faktisk skete lige om lidt.

Uber’en drejede ned af Sandagervej med kurs mod Lundevangsvej. Bilen kørte langsomt ned af vejen med de smukke kæmpevillaer. Det var et dyrt kvarter. Uden tvivl ikke en dårlig forretning at lave babyer. Da vi var næsten for enden af vejen, fangede jeg ud af øjenkrogen en sætning, der stod mejslet ind i væggen på den smukkeste gule og hvide gigantvilla. ”Frygt ikke tro kun”. Som jeg kørte dér på Sandagervej, få meter fra min slutdestination på Trianglen – og en begivenhed, som kunne vende op og ned på vores liv, hvis det lykkedes, så virkede den her sætning nærmest som et magisk forvarsel. Et godt råd, om man ville. En påmindelse om min kristne opvækst, måske endda. Sygeplejerskernes ord de sidste par uger gav nærmest genlyd i formaningen på husgavlen. Tro på det, tænk positivt. Det var som om, at lige netop den sætning var det rap i røven, jeg havde brug for, inden jeg steg ud af Uber’en og ind af døren til Trianglen for at få min blastocyst retur. Frygt ikke tro kun.

Vel indenfor nærmest løb jeg ned af trapperne og placerede mig i den bløde sofa ved siden af bordet med syntetisk saft og the. Jeg havde fået strikse formaninger om at dukke op med let tissetrang, hvilket jeg panisk havde forsøgt at ramme hjemmefra, men nu kunne jeg ikke fornemme, om jeg havde timet netop den tilstand. Så jeg sugede lidt af den ildrøde saft i mig og forsøgte at finde balancen “let tissetrang”, mens jeg ventede på, min kæreste dukkede op fra arbejde. Mens jeg ventede, dukkede en kvinde op for at få taget blodprøve. ”Det er altså for sent til, du kan få resultatet i dag, så skulle du være kommet i morges mellem 8 og 8:30”, formanede den alt andet end venligtsindede sygeplejerske. Hun virkede lidt småtræt af at være på job på en lørdag. Den unge kvinde, derimod, var overskudsagtig, men til gengæld var det som om, hun ikke rigtig havde fået det memo. Men hun tog det pænt. Endnu en, der ikke helt har fået den fulde information, tænkte jeg. Det synes at være et mønster herude. “Jeg regner ikke med, der er noget alligevel”, svarede hun sygeplejersken, der brummede og fortsatte sit gøremål. Det gøs lidt i mig. Det kunne være mig om små 14 dages tid, der sad der og ikke havde de store forhåbninger. Tanken var ikke rar. Ikke på nogen måde, faktisk.

Efter at have taget blodprøven og sendt den unge kvinde af sted, rejste den store, krøllede sygeplejerske sig og stirrede olmt hen på mig. Jeg krympede mig og håbede, jeg var gennemsigtig. Hun så ikke glad ud. ”Hvad skal du i dag?” Jeg informerede høfligt og en anelse stammende om ægoplægningen. Hun brummede igen og gik ud bagved. Som sendt fra himlen kom min kæreste i samme øjeblik valsende ned af trappen i et mægtigt humør. Gud ske lov. Så var jeg ikke alene længere. Ikke mange sekunder senere blev vi bedt om at træde ind i samme lille rum, som vi havde befundet os i 5 dage før, da vi fik taget æggene ud. Jeg frygtede, at den Regelrette Laborant ville tage imod os igen. Det gensyn kunne jeg ikke rigtig overskue.

”Nå, det blev en blastocyst. Det løste jo ligesom problematikken med de to æg”, konstaterede Lægen med den Rare Stemme fornøjet. Ja, hvilken lettelse det må have været for alle, tænkte jeg sarkastisk, og gik i gang med det rutinemæssige stripshow ovre i hjørnet. Jeg lagde mig på briksen med benene i de velkendte stigbøjler, og min kæreste satte sig i stolen ved siden af, klar til at indtage sin sædvanlige plads som det tynde øl i det her projekt. Laboranten kom ind og hilste på. Jackpot! Ikke den Regelrette Laborant, men derimod en venligt smilende kvinde. Med sig havde hun og Lægen med den Rare Stemme en jordemoderstuderende. ”Er det ok, at den studerende er med og overværer, hvordan det foregår – så er hun klar til selv at tage over fra i morgen?” Det sidste var en joke. Han var ikke uden evner, Lægen med den Rare Stemme. Faktisk var han lettere funny guy på sin egen underspillede måde.

”Kan du se den her?” Han pegede op på skærmen. Verdens mindste prik var kommet til syne. ”Det er blastocysten”. Han forklarede venligt videre, mens han gjorde klar til at sætte den lille fyr op. ”Så, nu bliver den suget op, kan du se det?” Prikken forsvandt ganske rigtig fra skærmen.

Og så gik showet for alvor i gang. Men knapt så smertefrit, som jeg havde håbet. Måske pga alt det, der generelt foregår i mit underliv, var det mere eller mindre i oprør, allerede da Lægen med den Rare Stemme benyttede de første torturinstrumenter dernede, men hele processen var ualmindelig ubehagelig at gennemgå. ”Prøv at slap af”, formanede Lægen med den Rare Stemme. Det var lettere sagt end gjort. Alligevel gjorde jeg alt, der stod i min magt for at give slip på smerten og fokusere på målet, så mit anstrengte bagparti stille og roligt kunne synke ned mod bordet igen. Det lykkedes sådan nogenlunde. Og så:”Det var det, så sidder den derinde – dér, kan du se det?”. Alle virkede som om, de koncentreret studerede blastocysten i dens nye hjem. Endnu et ”Venner” moment for mig. Jeg kunne ikke se en hujende fis på den scanningsskærm, men jeg samtykkede entusiastisk for ikke at føle mig udenfor. Præcis som i “The One Where Rachel Tells”.

Jeg rejste mig stille op fra briksen og fik tøj på underkroppen igen. På vejen ud skævede jeg hen på Lægen med den Rare Stemme. Han kiggede op, og for første gang så jeg et rigtigt, varmt smil brede sig. ”Det ser godt ud, Stine. Pas nu på dig selv”. De ord… de var så lige præcis dem, jeg havde brug for. Frygt ikke, tro kun. Det ser godt ud, Stine.

Tilbage i venteværelset satte vi os til rette i sofaen. Trods en del forvirring blandt sekretærerne omkring min oprindelige tid i torsdags (som jo kun skulle bruges, hvis de ikke havde turde dyrke videre til blastocyst) og om jeg derfor havde gjort brug af den akupunktur, jeg havde bestilt til ægoplægningen, var der vist nu så meget styr på det (og betalt), at jeg kunne sætte mig trygt til rette og vente på at blive spiddet af mini-nåle. Men der skete ligesom ikke rigtig noget. Der var en andægtig stilhed bag de mange forhæng. Jeg fornemmede, jeg ikke var den første i dag, der havde fået et æg retur. Jeg kunne svagt ane konturerne af mennesker, der lå på briksene bag forhængene. Jeg kunne ikke se tydeligt, hvad der foregik, men de lignede mumier. Og de bevægede sig kun meget lidt og sjældent. Ind imellem blev der visket eller fneset. Men ellers var der stille som i graven i det lille rum. Lige på nær en radio, som spillede ude fra personalets baglokale. Noget meget irriterende radio. Jeg har aldrig hørt radio. Og jeg konstaterede, at der ikke var en grund til at begynde nu.

Efter noget tid blev jeg utålmodig. Hvad nu hvis, det var mere end mega vigtigt, at man fik de stik med det samme, hvis de skulle have en indvirkning? Jeg fik øje på en klokke og ringede efter sygeplejersken. Nu kunne jeg høre, hun var i gang med en telefonsamtale med en obsternasig patient, tilsyneladende. Jeg kunne ikke høre, hvad de diskuterede, men sygeplejersken var tydeligvis ikke tilfreds med, at patienten havde en holdning til det, hun nu havde en holdning til.

Der gik en rum tid, før hun kom ud, nu en tand mere irriteret end før. ”Ja?” jeg forklarede spagfærdigt, at jeg skulle have akupunktur. Hun virkede som om, det var det mest irriterende nogensinde, at hun ikke havde fået det at vide. Jeg skumlede en smule indvendig over, hvorfor det skulle gå ud over mig, men besluttede at lade mit gode humør vinde. Jeg havde lige fået sat en blastocyst op. Alt var faktisk ret godt lige nu. Desuden havde hun nålene. Det sidste, jeg orkede, var at pirre hende endnu mere, umiddelbart inden hun skulle pierce mig med dem. Frygt ikke tro kun.

Hun bad mig finde et ledigt rum med en briks, hvor vi ville være. Jeg søgte mod det bagerste i lokalet. Sidst, jeg var herude, blev sygeplejersken ved at forsøge at lokke mig til at krybe herind, fordi her var mest plads og luft. Den her sygeplejerske var af en anden mening. ”Her er alt for varmt, er du sikker på, du vil være hér?” Det var jeg, til hendes tydelige irritation. For her var også god plads til min kæreste – og han var jo stadig en del af det her cirkus. Jeg lagde mig til rette. Jeg var egentlig ikke bange for nålene, for min farmor, som har brugt akupunktur i mange år, har altid sagt, at de er så små, man slet ikke mærker dem.

Intet kunne være længere fra sandheden. Da hun pakkede de 12 nåle ud, gik jeg i et mindre chok. Det lignede mini-knive. ”Det gør ikke ondt, og hvis det gør, så siger du til, så kan det være fordi, jeg har ramt lige ved en nervebane, det kan altså godt ske”. Og så gik fakirudfordringen i gang. Jeg er ganske sikker på, alle nerver i min krop er top-aktiveret for tiden, og jeg derfor er mere ømskindet, end godt er, men Jesus herre Jemini, hvor gjorde det naller. Da hun endelig var færdig, lagde hun et mystisk metallisk tæppe over mig, trak forhænget for. og forlod lokalet

Jeg fokuserede på samtlige nåles placering. Jeg vidste, at det var nødt til at høre op, ellers blev det her de længste 30 minutter i mit liv. I stedet forsøgte jeg at nyde øjeblikket med min kæreste. Det holdt lige indtil, både mine og min kærestes ører fangede en samtale mellem den sure sygeplejerske og en anden ansat ude bagved. ”Har du hørt, at hun ville have to æg op???” Min krop og samtlige 12 nåle stivnede. Var det os, hun snakkede om? Min kæreste og jeg kiggede helt rådvilde på hinanden. Var det meningen, vi skulle høre det her? Var det derfor, hun havde været sur, siden jeg kom?

Damerne kastede sig ud i en lang fordømmelse. Jo mere, det fik sagt, jo mere lød det som om, det var os, det handlede om. Jeg følte, at vi blev unødvendigt dæmoniserede af damerne. Og jeg begyndte at blive ked af det. Hvad fanden er det her for noget? Vi er mennesker. Jeg har en begrundet angst. For at jeg kun – og måske endda kun måske – får lov at skabe et lille liv en gang i mit liv. Hvorfor er det så kriminelt at ønske at få to æg op? Vi stirrede på hinanden i vantro. Hvor var det vildt at overhøre sig selv blive jordet på den måde. Hvor var det i det hele taget vildt, at personalet på det her sted så åbenlyst kritiserede deres patienter. Deres foragt var tydelig, og jeg kunne ikke genkende det billede, de fremstillede af mig. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle se hende i øjnene, når hun kom ind for at fjerne nålene. Og om jeg skulle konfrontere hende. Det her var for meget.

”Ja, og så snakkede hun jo om, at de havde været i gang så længe og prøvet så mange gange”. Vi spidsede øre. Og kiggede igen på hinanden. Det lød pludselig ikke som os. Og som de to vrede madammer snakkede videre, gik det op for os, at det her var et helt andet par, der havde stået i nøjagtig samme situation som os, de var i gang med at sable. Og så slog det mig – det var selvfølgelig hende, der havde ringet, mens jeg havde ventet på den sure sygeplejerske skulle gøre sig færdig med at ævle og komme ud og stikke mig.

Selvom en del af mig var lettet over, det ikke var mig, de badmouthede, så var den anden del stadig rystet. For hvis det var sådan, de havde dissekeret hende den stakkels kvinde, hvordan var jeg og vi så ikke blevet tromlet ned i kaffestuen i mandags efter ægudtagningen og mit lille show. Måske var hun i virkeligheden træt af mig, fordi jeg var mig – og hun udemærket kendte til min historie.

Jeg hørte et æggeur, og kort efter trak sygeplejersken forhænget til side. Hun begyndte at hive nålene ud én efter én. Mit behov for at fraternisere med hende var dalet kraftigt på den halve time, jeg havde leget fakir. Jeg kunne ikke få hende hurtigt nok ud, så jeg kunne få tøj på og komme hjem herfra. Mens vi var ved at tage overtøj på, rakte hun henkastet et stykke papir til os. ”I skal lige skrive under på det her begge to. Du skal skrive under to steder” Det sidste var henvendt til min kæreste. Jeg skyndte mig at skrive under, så jeg kunne forlade matriklen i en helvedes fart.

”Har du set, hvad det er, jeg skriver under på?” viskede min kæreste og pegede nederst på papiret på to diskrete sætninger og en ekstra linje indrettet til at underskrive på. ”Hvis jeg skriver under her, så giver jeg dig ret til at bruge min sæd til at lave børn med, hvis jeg skulle gå hen og dø. Det er lidt vildt bare lige at stikke én sådan en kontrakt sådan helt nonchalant og uden forklaring, synes du ikke?”

Åh jo. Endnu engang var min kæreste blevet reduceret til en sædbank. Jeg var målløs. Vi havde ikke engang haft den her samtale derhjemme. Vi havde aldrig vendt problematikken med hinanden, og nu blev han tvunget til at skrive under på det på vej ud af døren? What the flying fuck?! ”Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil. Og jeg skriver selvfølgelig også under. Men det er rimelig vildt, det hér!” Min kæreste var temmelig rystet, kunne jeg mærke. No wonder. Det havde vel været klædeligt at give os kontrakten med hjem og lade os vende problematikken eller give os valget, om det var noget, vi ønskede at skrive under på overhovedet.

Han skrev dog under, presset som han følte sig, og vi forlod lettere perplekse Lundevangsvej 12. Udenfor begyndte vi at gå ned af Strandagervej. Vi gik i stilhed. Jeg kiggede atter op på husmuren. Frygt ikke tro kun.

Og så slog det mig, at fokus var helt ude af kurs lige nu. Hvad var det, vi lige havde fået foretaget? Der sad sgu da en lille blastocystfætter inde i mig nu. Den var endelig retur! Og nu skulle den have den bedste velkomst, ikke sådan en fesen, sur én, som jeg selv havde fået tidligere på dagen, da vi ankom. Nej, den skulle mærke, at den var velkommen, at vi havde glædet os til, den flyttede ind. Jeg rystede hele miseren af mig og smilede til min kæreste. ”Vi har en lille blyp inde i maven nu”. Jeg kunne se, hans skuldre faldt ned og smilet kom frem igen. ”Ja, vi har.” Og så væltede foråret ind over os begge.

Alt skal nok blive godt. Frygt ikke tro kun…

 

 

2 Comments

Det tager to til en tango

zzpic-human-blastocyst
Det her er et blastocyst. Det er ikke en sexet illustration til et indlæg, men det kunne være, andre end mig havde tænkt over, hvordan sådan et ser ud – voila!

Endnu en milepæl i fertilitetseventyret blev nået i dag. Vi skulle tidligt i morges have svar på, hvorvidt de nu fertiliserede æg havde delt sig, som de skulle. I går fik vi en lidt umotiveret sms om, at vi havde en tid kl. 11 i dag, men jeg regnede stadig med, at der ville komme en lidt mere officiel feedback på æggesituationen.

Jeg har faktisk tænkt overraskende lidt over det resultat i betragtning af, hvor meget jeg hidtil har obsesset omkring alt andet i den her proces. Men det er som om, jeg ikke helt har kunne komme tilbage i sadlen efter i mandags. Jeg er klar over, en del af det handler om, jeg er helt på tæerne følelsesmæssigt for tiden. I forvejen er jeg certificeret sensitiv, og tilført hormoner er jeg på grænsen til kolerisk. Det ved jeg. Men en del af det er også en irritation over forløbet på Trianglen, som jeg ikke kan ryste af mig.

Det fik en smule mere næring her til morgen. Klokken 7:40 ringede telefonen. Det var en venlig dame fra laboratoriet, som kunne fortælle mig, at der var 5 flotte æg, der havde delt sig til topkarakter. Derudover var der et par stykker, som måske også kunne nå med på vognen. Så alt i alt et nydeligt resultat. ”Har du ikke ringet ud i går for at høre til dine æg?…” Jeg var lettere forvirret over den venlige sygeplejerskes forespørgsel. Nej….? Skulle jeg da det? ”Ja, det havde du da fået at vide, havde du ikke? Nej. For så kan jeg love dig, jeg havde ringet. ”Havde du da ikke fået en seddel udleveret, hvor der stod et nummer, du kunne ringe til?” Lyder jeg som en, der har fået en seddel med et nummer, jeg kunne ringe til? Ok, så langt så forvirrende.

Og så var det, den berømte diskussion omkring de et eller to æg blev bragt på bane igen. Tydeligvis var hun informeret om problematikken (det blev jeg yderligere bekræftet i, da hun citerede den Regelrette Laborant), men fokus var dog primært på, om vi ville tage chancen og lade dem dyrke den resterende æggebeholdning videre til blastocyststadiet.

Og i en bibemærkning fik hun lige flettet ind, at det i øvrigt kostede 3000kr ekstra. Min kæreste, som var på medhør, og jeg kiggede forvirret på hinanden. Vi havde snakket økonomi med dem forleden, og der var de 57.000kr blevet bragt på banen og i orden, men ikke et ord om denne ekstraudgift, hvis de skulle dyrke videre til, hvad der efter statistikkerne gav væsentlig større chance for en graviditet – 50-65% chance for en positiv test, kunne hun oplyse mig. ”Men hvis vi dyrker videre, så bliver det jo altså kun 1 æg, der kan sættes op”. Jeg fornemmede, at den venlige sygeplejerske gerne ville have et svar på stedet, hvad vi havde tænkt os at stille op med de mange æg, men det var jeg ikke parat til at give hende lige nu og her, uden at vi havde haft mulighed for lige at kigge hinanden i øjnene og træffe den beslutning, der føltes rigtigst for os. ”Det er fint, men hvis I kunne ringe tilbage inden kl. 8, så ved vi nemlig, om vi skal aflyse den tid, der er reserveret til jer i dag”.

Jeg kunne mærke, det begyndte at ulme lidt i maven igen. Jeg lukkede samtalen ned, og den knaldrøde djævel på min skulder opfordrede nu til at trække tiden unødig langt udover kl.8, bare i trods. Jeg var provokeret. Det var og er et kæmpe stort valg, vi skal træffe. Lad være og ring kl. 07:40 med et dilemma på et fad og så giv os en tidsfrist 5 minutter efter på et kvarter til at hastebeslutte, hvad vi vil gøre. Fordi det passer ind i jeres rigide tidsskema. Gløderne blev til små flammer. Men englen på den anden skulder fik talt mig og djævlen ned – det kunne trods alt være, det var andre uforskyldte barnløse sjæle, der kunne bruge vores tid derude på klinikken. Så vi tog vores snak i en fart, som ønsket af laboratoriet. Og besluttede os for at gå med blastocysten. 1 æg. Men til gengæld langt bedre statistikker.

Da jeg havde lagt røret efter at have videreformidlet denne beslutning, lå vi længe i tavshed ved siden af hinanden. Den dér følelse af uforløst irritation var vendt tilbage i kroppen. Og så brød min kæreste tavsheden. ”Det her – det er et system, der er bygget op på at kurere noget konkret, de skænker det ikke en tanke, hvordan man italesætter de her ting. Men der her er et særligt følsomt område, og de mennesker, der kommer ind på de her klinikker, er jo virkelig sårbare – og så burde man tænke over at tilgå de mennesker på en anden måde, end hvis de havde et brækket ben. Oven i det hele, så er det også lidt svært for mig at være mand i det hér”.

Jeg kiggede undrende på ham. Han havde taget det hele pænt meget oppe fra og ned indtil nu, det var første gang (på nær i mandags), at han sådan for alvor ytrede noget mishag ved Cirkus Fertilitetsbehandling. Men nu fossede det ud. For min kæreste havde processen åbenbart været frustrerende fra den allerførste dag, vi satte vores ben på klinikken for at gå i gang med behandlingen. Det startede med, at han med et høfligt smil, nuvel, fik at vide, at der ingen grund var til, han skrev sine kontaktoplysninger på den officielle kontrakt, vi udfyldte, de ville ikke få brug for at kontakte ham. Allerede dér havde han følt sig ekskluderet fra det gode selskab.

Siden havde han oplevet samtlige gange, vi var derude, at ingen havde talt til ham. Ingen havde kigget ham i øjnene eller henvendt sig til ham. Da æggene blev taget ud, sad han på en stol, uden nogen registrerede hans tilstedeværelse. Og på sædprøven var hans navn elimineret til fordel for mit.

Og med et slog det mig, at jeg har haft så travlt med at have ondt af mig selv og øffe over fertilitetsvilkår og migræner, at jeg ikke havde bemærket, min kæreste var reduceret til en sædkilde uden navn eller interesse for det etablerede system. ”Det er som om, de kun er inde i den her meget korte proces fra 0-9 måneder, hvor vi to er sammen om det her projekt fra nu af og i hvert fald de næste 18 år, indtil baby er blevet gammel nok til at flytte hjemmefra, groft sagt. Men i den korte del af processen, de er inde over, der er deres primære anliggende at få en kvindekrop til at lave en baby. Og der er jeg hamrende uinteressant for dem. Jeg gad godt vide, om jeg ville være mere interessant, hvis du var i perfekt form, og min sædkvalitet var fuldkommen og aldeles elendig. Jeg har brede skuldre, jeg kan godt klare det, men jeg er rimelig sådan – what the fuck over, at det er sådan, det foregår.”

Jeg forstod ham. Og for første gang vandrede mine tanker og følelser over på hans banehalvdel. Hvor var det egentlig urimeligt. Selv ikke den klat, han producerede, som trods alt udgjorde halvdelen af en baby, måtte han få kredit for. Jeg genspillede scenerne i hovedet fra de mange gange, vi havde været på klinikken. Jeg kunne jo godt se det nu. Han var ikke i vejen. Det var meget værre. Han var luft.  Mine tanker vandrede. Jeg huskede en situation med en veninde for en hel del år siden, hvor hendes mand fik en fødselsdepression, kort efter hun fødte. Det var ikke comme il faut at snakke om, og der blev også set lidt ned på den arme fyr. Tag dig lige sammen, bamsefar. Det er din madamme, der har gjort det store arbejde, hvis der er nogle, der fortjener at tude lidt, så er det hende, ikke dig.

Men det slog mig, at hvis der var noget, jeg kunne forestille mig kunne udløse en fødselsrelateret depression hos en mand, så var det da sådan en runde hér – først blive reduceret til en person uden kontaktoplysninger, så få frataget æren for egen sæd og til slut blive ignoreret til en grad, hvor man nærmest ikke eksisterer. Så er man sgu da også sendt helt galt af sted på vejen mod faderskabet. I virkeligheden er det jo den selvsamme tankegang, der gennemsyrer det resterende system og samfund. Faderen er kun en sæddonor. Det er kvinden, det hele drejer sig om. No wonder, at nogle af de her mænd knalder hovedet i gulvet og bliver triste helt ind i grundsjælen. Det ville jeg sgu også blive, hvis jeg fra starten var reduceret til en gennemsigtig bænkevarmer.

Jeg har ærligt også taget mig selv i mange gange, når jeg har skrevet de her indlæg, at skrive “mig”, “mine” og “jeg” for at rette det til “os”, “vores” og “vi”, når jeg læste mine indlæg igennem igen og opdagede de her “slip of the unconscious” – jeg er jo selv lurret ind i det her femi-univers, hvor kvinden er altoverskyggende livgiver til babyprojekt. Det er sgu da i bund og grund ret nederen at være mand i det her cirkus børn.

Og med disse ord lader jeg fader-diskussionen hvile. Den er jeg slet ikke færdig med, men jeg kan mærke, den fortjener flere og mere velovervejede tanker og ord, end jeg er i stand til at producere nu, hvor mit hovedet endnu engang rumler truende af migræner, og mit øje truer med at poppe ud. Men på falderebet kan jeg altså opsummerende konkludere, at det ikke blev i dag, vi fik sat æg op, og at æg forbliver ental. Og at de næste to dage skal vi vente i nervepirrende spænding, om de 5, måske flere, æg udvikler sig til blastocyster. Og om der bliver noget at få sat op enten lørdag eller søndag. Helst lørdag, for blastocysten er bedst på 5.dagen, har jeg lært i dag. Så ny krydser vi alt, der krydses kan. For efter alt det her palaver, så vil jeg dæleme gerne have noget retur!!…

0 comment

Ode til de stærke kvinder

 

svanemøllehavnenmit
Mit bedste getaway, når tankerne trænger sig på, som i dag. Billedet er fra tidligere i år, men stedet er stadig Svanemøllehavnen.

Det er dagen derpå, bogstaveligt og i overført betydning. Æggene er ude, og der er sådan set ikke mere, jeg kan gøre lige nu, andet end at passe mine tre daglige skud hormoner. Det er slut med kanylerne (for nu, i hvert fald), og i stedet kan jeg fornøje mig med stikpiller og de mindre invasive orale af slagsen hver 8.time døgnet rundt. Jeg er ikke helt klar over, hvor længe jeg skal tage dem, men jeg har indtil videre to pakker Lutinus og et rimelig potent glas Østradiol stående, så jeg gætter på et godt stykke tid. Hvad de her sataner vil gøre ved migrænerne, tør jeg slet ikke tænke på.

Jeg er stadig groggy efter i går. Det var noget af en mental uppercut at møde den Regelrette Laborant oven på de sidste par ugers strabadser. Efter jeg postede mit indlæg på Instagram i går aftes, var det anderledes mere hjertevarmende at åbne app’en og blive mødt af en række virkelig rare og kærlige kommentarer fra omsorgsfulde åndsfrænder. Og i min inbox tikkede en mail sågar ind fra en af disse seje damer, som tog sig tid til at undersøge, hvad mine rettigheder egentlig er i forhold til de to æg. Midt i hendes egne kvaler… Det varmer på en dag, hvor jeg føler mig som problembarnet, man ikke kan nå. Fordi jeg forsøgte at stå op for mine to æg. Og tabte hovedet midt i kampen.

Og lige netop de her beundringsværdige kvinder på Instagram og også her på bloggen fylder i selvsamme hoved i dag. For helt ærlig. Jeg har været i gang en måned, og allerede er jeg i knæ. Nogle af de her kvinder har kæmpet med fertiliteten i umenneskelige tider. Vi snakker kvinder, som har været igennem både 7, 10 og 14 forsøg, uden storken har fundet vej på trods af deres ihærdige bestræbelser og barske oplevelser undervejs. Og kvinder, som af uransalige årsager ikke kan blive gravide, selvom alt ellers ser ud, som det bør. Der er kvinder, der har prøvet over 3 år, selvom de har den optimale alder for reproduktion. Der er kvinder, som lægevidenskaben afviser og ikke vil hjælpe, fordi de ikke kan forklare deres infertilitet. Og der er kvinder som jeg, som af den ene eller anden årsag ikke er kommet i gang før godt op i 30’erne og nu slås en ulige kamp med det tikkende ur.

Disse kvinder har alle deres at slås med, det ved Gud. Følger man deres profiler regelmæssigt, støder man på de samme historier: om forventning, bange anelser, skuffelser, uforløste drømme og frustrationer. Men ud af urimelighedernes muld vokser stadig håb, mod og styrke. De giver ikke op, selvom også de gang på gang rammes af håbløshedens tunge dyne. De er en slags legemliggørelse af vippedukken. Uanset hvor mange gange, du vælter dem, så retter de op i 90 grader lodret positur igen og tager en tur mere i fertilitetsmanegen.

Det er dem, jeg hylder i dag. Kvinderne på de sociale medier. Som finder overskuddet til at kære sig om sådan nogle newbies som mig, der er så overvældet af hele det her fertilitetscirkus, at vi knapt nok kan overskue vores egen performance eller næsetip. Kvinder, som passer på hinanden. Støtter de andre. Hjælper og bakker op. Selvom guderne må vide, det må være hårdt nok at være på deres egen banehalvdel.

Når jeg for et øjeblik vover de mentale tæer ned i deres sko og prøver tanken på, at det ude i fremtiden kunne blive mig (7-9-13), der skal kæmpe så hårdt og så mange gange for mit ønskebarn – så forvitrer jeg nærmest indvendig, jeg kan ikke rumme den tanke til ende. Jeg ved ærligt ikke, om jeg har, hvad der skal til, for at klare 7 eller 14 gange ned af den her vej uden et helt konkret pay off med en fødselsvægt på ca. 3500 gram og en længde på et par og 50 cm. Eller hvad, der ville ske, hvis jeg fik beskeden om, at lægerne ikke længere kunne eller ville hjælpe mig, selvom jeg allerede havde et lille vidunder som bevis på, det kunne lade sig gøre, som én af de her kvinder har måtte face for ganske nylig. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle få råd til at finansiere så mange forgæves forsøg, og hvad, det må kræve af afkald for at finde det økonomiske grundlag for 1 eller ligefrem 3 runder mere i manegen.

Det er ikke fordi, jeg er gået blåøjet ind i det hér, hvis det er det indtryk, jeg efterlader. Jeg kendte skrækhistorierne. Om hormonerne. Om parforholdskriserne. Om de fysiske og psykiske nedsmeltninger, der følger med et liv i fertilitetsbehandling. Jeg har altid tænkt, at det måtte være den ultimative mentale bilulykke at få at vide, man ikke kunne lave drømmebarnet ved egen hjælp. Når folk smider præventionen og går i gang med de indledende øvelser, er det jo som regel fordi, de er kommet til det punkt, hvor forfremmelser og lønforhøjelser, en større bolig og en bedre bil ikke længere er de ultimative livsmål. Det er derimod drømmen om at gå fra at være kærester eller ægtepar til at blive en familie.

Når jeg alligevel føler, jeg er blevet kørt over af en meget stor lastbil, så er det fordi, man ikke på forhånd kan sætte sig ind i, hvor meget det frarøver ens liv at være igennem en fertilitetsbehandling. For man forholder sig jo ustandseligt til sin manglende evne til at reproducere – hver dag, hele tiden. Man stikker sig med kanyler hver dag. Man går indtil flere gange om ugen til konsultationer og scanninger. Man tilpasser løbende sin behandling og skal forholde sig til nye kanyler, stikpiller eller andre herligheder. Man gennemlever gradvise ændringer af både krop og sind – brysterne vokser, maven spiler ud, man tager på. Og overskuddet daler langsomt, men sikkert, mens selv de mindste begivenheder på tv kan sætte gang i vandværket. Man går endda til små eksaminer undervejs – hvor mange æg har du lagt? Og når de at komme i topform, inden den store tour de force, ægudtagningen, som for nogle oven i købet kan blive et sandt smertehelvede? Når denne er gennemlevet, så kommer ventetiden – overlever de befrugtede æg de tre lange dage til ægoplægningen? Og kan æggene mon dyrkes videre derfra til blastocyster? Og hvis de kan det – overlever de så det gamble, du har indladt dig på ved at vente og se tiden an et par dage ekstra? Hvis embryonet eller blastocysten klarer skærene og når så langt som til at blive sat op, så begynder en ny ventetid. På blodprøven. På det kolde, kontante svar: deal/no deal. Blev det lille embryon hængende i livmoderen, eller opgav det ævret undervejs.

Og for rigtig mange af de her kvinders vedkommende er det gang på gang endt med en skuffelse, når det har vist sig, at ægget gav op undervejs. Og så skal de hele den her tur igennem en gang til. Sammen med efterkritikken  – gjorde jeg nogen forkert? Var jeg lidt for meget i fitnesscenteret? Skulle jeg have droppet den sidste løbetur? Spiste jeg ikke efter mit blodsukker, eller tog jeg de forkerte vitaminer?

Det her fertiltetsprojekt fylder kort og godt alt – hver time, dag, hver uge og hver måned. Det gennemsyrer ens dag, ens helbred, ens arbejdsliv, ens privatliv, ens parforhold. Og ikke kun fordi, man er så forhippet på at få en lille. Fordi man konstant, hele tiden og hver dag med alle disse gøremål og udfordringer bliver påmindet om, at man er i fertilitetsbehandling. Af sig selv. Af de læger og fagfolk, der omgiver én. Og af velmenende venner og omgivelser.

Jeg skulle starte i nyt job i denne måned. Men jeg skyder det hele tiden. Og nu er jeg ved det punkt, hvor jeg helt seriøst overvejer at bakke ud og forblive hjemmegående, indtil det her er lykkes. Fordi jeg tænker, min krop har brug for ro, mens den gennemgår alle de her skærmydsler. Og fordi jeg helt ærlig ikke aner, hvordan jeg skal forene de mange besøg på Trianglen og de utallige migræneanfald med et nyt job. Også selvom jeg har flaget helt rent overfor min kommende arbejdsgiver, hvad jeg pt. går igennem på den private front. De har udtrykt forståelse. Men vil de også praktisere forståelse, når jeg forlader jobbet i tide og utide, ikke kan komme på arbejde pga ægudtagning, -oplægning eller ugens 3.migræneanfald? Jeg ved det sgu ikke. Jeg er begyndt at tvivle på, om jeg kan forene min karriere med mine babydrømme, dér, hvor jeg er lige nu.

Jeg er, af denne og så ufattelig mange andre grunde, mere end imponeret over, hvordan de her rutinerede kvinder i min båd, der har kæmpet gang på gang og i årevis med de her behandlinger, formår at balancere et arbejdsliv med et fertilitetsliv. Men de gør de. De går på job, selv når deres babydrømme får en køberyster af laboranterne i form af en negativ blodprøve eller en dårlig æggehøst. De får job og æggeproduktion til at balancere. Og de kæmper sig op som vippedukken, når de får tæsk af fertilitetsguderne. De er ranke og stolte, disse kvinder. De kæmper. De tror på det, og de bliver ved at gøre det. De skuffes. Og De rejser sig. Men samtidig så har de overskud til sådan en som mig. Og jeg er taknemmelig for hver og en af de ord og tanker, de kan undvære til mig midt i deres egen kamp. Ved siden af jer er jeg ikke andet end en ydmyg rookie. Og jeg bøjer mig i respekt….

2 Comments

1 2 3 4